Der er blandt de tre vestjyske bokseklubber Struer Amatør Bokseklub, Lemvig Bokseklub og Ulfborg Bokseklub indgået en aftale om et mere struktureret samarbejde klubberne imellem.

Aftalen er kommet i stand på et ekstraordinært møde blandt klubbernes formænd og trænerne for klubbernes kamphold.

Inden for dansk amatørboksning er der brug for nye tiltag for at synliggøre boksesporten endnu mere. Dette skal ske i form af endnu flere Fight Night stævner – breddestævner og diplomstævner i de vestjyske. For at kunne løfte denne opgave med flere stævner er der brug for, at de tre klubber samarbejder endnu mere. Derfor har de tre bokseklubber indgået en alliance-samarbejde omkring dette.

Bokserne i de tre klubber vil i fremtiden også komme til at mærke det mere strukturerede samarbejde klubberne imellem. Dette vil ske i form af fælles træningslejre, fælles sparringsaftener og fælles deltagelse ved forskellige box-cups m.v.

Samarbejdet skulle gerne betyde, at de enkelte boksere får nemmere ved at opnå kvalificerede træning og sparring, samt et bedre træningsmæssig sammenhold bokseklubbernes boksere imellem.

Samarbejdet vil starte allerede ved den kommende sæsonstart, hvor der planlægges fælles træningsweekend.

Klubberne har et ønske om at markere sig endnu mere inden for dansk boksning, både når det drejer sig om at have boksere på et højt teknisk niveau, klubber hvor der er en god klubkultur, men ikke mindst i fremtiden på det organisatoriske plan at kunne tilbyde afholdelse af et jysk mesterskab i det vestjyske.

De tre klubber glæder sig til samarbejdet og ser meget frem til den kommende sæson.